Her kan du læse om, hvordan du bruger øjendråber og øjensalve.
Øjendråber og øjengel skal virke i øjet. Når du skal tage øjendråber eller øjengel, skal du lægge hovedet tilbage og kigge op i loftet. Træk det nedre øjenlåg lidt ned, og dryp en dråbe i den “lomme”, der fremkommer.
Man skal kun dryppe én dråbe i hvert øje, da der ikke er plads til mere i øjet. Selv ved én dråbe vil der opstå lidt overløb, og noget af dråben vil løbe ned af kinden. Det tørres forsigtigt af med en serviet.
Luk øjet straks efter drypning og pres med en finger ved den inderste øjenkrog i 1-2 minutter. Så bliver øjendråben i øjet, hvor den skal virke.
Flere slags øjendråber
Hvis flere øjenlægemidler skal anvendes:
- Der skal gå ca. 5 minutter imellem brugen af de forskellige præparater.
- Begynd med de tyndtflydende (vandige) øjendråber, der optages hurtigt i øjet.
- Derefter mere viskøse (tyktflydende) øjendråber.
- » Øjensalve skal bruges sidst.
Øjengel er øjendråber med mere tyktflydende konsistens. Øjengel har ofte en depotvirkning og skal derfor ikke bruges så hyppigt som almindelige øjendråber.
Øjendråber og øjengel er sterile, når du får dem fra apoteket. Det er vigtigt at bruge dem på en måde, så de forurenes mindst muligt. Prøv derfor at undgå, at pipettespidsen eller tubespidsen rører øjet eller øjenomgivelserne, når du drypper øjet.
Øjendråber og holdbarhed
Nogle øjendråber er tilsat konserveringsmiddel for at forhindre, at der sker yderligere bakterievækst i øjendråberne, hvis de er blevet forurenet med bakterier i forbindelse med drypningen. Konserverede øjendråber kan som regel anvendes i fire uger efter, de er åbnet.
Andre øjendråber er ukonserverede, og her er risikoen større for, at eventuelle bakterier kan formere sig i væsken. Så øges risikoen for, at man giver sig selv en » øjeninfektion, hvis man bruger lægemidlet. Ukonserverede øjendråber må derfor kun anvendes i kort tid, som regel højst en uge efter, de er åbnet. Øjendråber i éndosispipetter skal kasseres efter brug.
På de fleste øjendråbeflasker er der på etiketten plads til, at man kan skrive den dato, man har taget dem i brug. For at nedsætte risikoen for øjeninfektioner leveres mange øjenmidler i dag i éndosisbeholdere. Hvis øjendråberne skifter udseende, fx hvis de bliver uklare, kan det være et tegn på, at der er bakterievækst i dem. Så skal du ikke bruge dem, men smide dem ud.
Husk at omryste suspensioner
Nogle øjendråber er helt klare og farveløse. I en anden type øjendråber, en såkaldt suspension, findes lægemiddelstoffet som små partikler, der er fint fordelt (suspenderet) i væsken. Lægemiddelstoffet opløses først, når det kommer i kontakt med tårevæsken, og derfor vil øjendråber af denne type have en vis depotvirkning i forhold til de klare opløsninger.
En suspension skal omrystes før brug, så det virksomme stof er ligeligt fordelt i væsken, inden man drypper fra beholderen.
Kontaktlinser kan være en udfordring, hvis du skal behandles med øjenmidler. Kontaktlinser bør som oftest fjernes inden drypning, og du skal vente i ca. 15 minutter, før du sætter dem i igen. Nogle øjendråber kan misfarve bløde kontaktlinser. Hvis der er særlige forhold, der gør sig gældende omkring samtidig brug af kontaktlinser, er det nævnt under det enkelte præparat.
Øjensalve skal virke lokalt ved øjet eller i øjet. I øjensalve er lægemiddelstoffet fordelt i en salve, som oftest består af vaselin. Øjensalven påføres ved at trække ned i det nederste øjenlåg og trykke ½ cm salve ud i lommen mellem øje og øjenlåg. Luk derefter øjet, og massér let på øjenlåget for at fordele salven.
Øjensalve er steril, når du får det fra apoteket. Brug salven på en måde, så den bliver mindst muligt forurenet. Undgå, at tubespidsen rører øjet eller øjenomgivelserne, når du bruger salven. Øjensalve kan som regel bruges i 4 uger efter, at tuben er åbnet.
Kontaktlinser bør ikke bruges sammen med øjensalve.
Ovnstående tekst er fra www.min.medicin.dk. hvor du også kan se billeder af, hvordan du skal bruge øjenpræparaterne.